Rikervids Religion

Den gamle religion: Druide Kulten

Skabelsen

I begyndelsen var verden et tomt sted for liv og kun de kæmpe skove og dens blomster eksisterede. En strålende forårsmorgen dukkede en kæmpe skikkelse op på himlen og dens skygge fløj over landet. Dragen var ung og hun blødte sit livblod som hun krydsede landet. Hvor blodet ramte jorden blomstrede dyr og mennesker frem og så verden for første gang. Disse dyr og mennesker så hvad Dragen gjorde og lærte at blive flere.

De aller første mennesker var druiderne og de var de vise i landet. Druiderne udbredte historien om Dragen og passede på den nye verden. De lærte verdens hemmeligheder om fødslen, livet og døden.

Man så aldrig Dragen igen, men druiderne glemte hende aldrig og symboler blev skabt i hendes billede. Hvert år fejrede man Livsbringeren og de vidundere hun bragte skoven.

Højtider

Man havde mange lokale højtider fordelt over året, men tre højtider blev delt af hele landet og set som de absolut vigtigste. Det rygtes at mange steder stadig fejre disse højtider trods druidernes fald.

Forår

Før de første marker tilplantes fornyes pagten med livsbringeren, dragen, og det nye år begynder. En ofring af blod og såsæd fra hvert et hjørne af landet, mindede os om Dragens pragt.
Forårsfesten var en af de kortere højtider for befolkningen, da der ikke er meget at feste med på denne tid af året, men for druiderne kunne denne højtid vare uger.
Festen fungerede som startskuddet for årets første såning og virkede som en påmindelse om at de magre tider snart var ovre.

Sommer

Når størstedelen af høsten var i hus samles landet i sine lokalområder til stor fest. Man fejrede frugtbarheden af landet og ens fold, med et overdådigt gilde. Mange ægteskabspagter blev indgået og hvis man skal tro de gamle koner, så undfanges mange børn til denne højtid.
Der var generelt en løssluppenhed og glæde ved denne tid og de nuværende høstfester minder i stor grad om denne højtid, dog uden druidernes tilstedeværelse.

Efterår

Når de sidste blade var ved at falde af træerne samledes man for at hylde de døde og udnytte at magien var på sit højeste. Mange spådomme blev forudsagt af druiderne i denne tid.
Der var meget mystik omkring denne tid da væsner fra det hensides rygtedes at kunne gå blandt de levende og mange småfolk var at se, både til højtiderne, men også i naturen.
Denne fest varede normalt kun et par dage, men som om foråret var dette en vigtig tid for druiderne og lys fra kultstederne kunne ses i uger efter festen.

Kultens opbygning

Kulten havde tre typer af druider, som man ofte kaldte:

Spire der repræsenterede fødslen og begyndelsen på livet
Gro der repræsenterede livet og opvæksten
Visne der repræsenterede døden og det hinsides

Når en ung mand blev udvalgt af druiderne og havde afsluttet sin træning deltog han i et ritual, hvor han blev genfødt og tog et nyt navn. Ofte Spire, Gro eller Visne, men variationer kunne forekomme. Invigelsesritualet siges at variere fra egn til egn, men de indvigede taler ikke om det.

Når druiderne samles er det den mest erfarnes ord, der vejer tungest. Således kan en ung Spire kan man sagtens være mere erfaren end en gammel Visne og dermed have mest respekt og magt i dette forhold.

Druidekulten var ikke et styrende regime, men derimod et rådgivende organ i samfundet. Man havde stor respekt for de lokale druider og hver gang vigtige beslutninger skulle træffes rådførte den kloge jarl sig med druiderne. Med tiden voksede druidernes magt og man rådførte sig med druiderne om de fleste aspekter i livet, lige fra hvem ens døtre burde gifte sig med til hvornår der skulle høstes, hvem der skulle betale bod osv. Druidernes magt voksede og voksede og folket blev afhængige af deres afgørelser.

Efterhånden sneg der sig skygger ind i dele af kulten, som brugte deres magiske kræfter på mørke, forbudte runer. Gennem deres mørke kræfter steg deres magt mere og mere.

Visne kulten

Man siger at Visnekulten blev opslugt af viden om døden og dens hemmeligheder. De begyndte at snyde den ellers naturlige overgang, der burde ske, ved at søge et længere og længere liv. Det siges at de ofrede træer og dyr for at tage livkraften til sig selv. Jo yngre et ofre jo mere liv kunne stjæles. Man siger at nogle af Visnedruiderne var blevet mere end hundrede år gamle.

Med så stor erfaring i kulten steg Visnekulten magt og med årene spillede det meste af druide kulten efter deres fløjte.

Bjørnekulten

På Ulfjax finder man Rikervids største krigerkult, et broderskab dedikeret til den ærefulde kamp. Som våbenbroder fralægger man sig sin fortid og tager et nyt navn. Man lever et simpelt liv uden jordiske besiddelser og man ejer kun sit våben og rustning. Især krigere der søger ære, broderskab og at vise sit værd drages til kulten.

Våbenbrødrene lever et simpelt, men meget ritualiseret liv. De de sætter deres lid til egne evner og skjoldbroderen ved sin side, frem for overnaturlige magter, derfor har religion aldrig fyldt meget for bjørnekultens medlemmer. I kamp er de ofte tavse og beregnende og selv når de rammes af dødsstødet kommer der sjældent en lyd fra deres mund.

Man har ofte set kulten på slagmarken, kæmpende for den ene side, men de er aldrig lejesoldater, da de kæmper for æren og udfordringen – ikke for guld og titler.

Ravneguden

Ravnemyten

Inden verden blev skabt, var der ånderne og ånderne var grådige. De små glitrende lys, der en gang skulle blive til mennesker, var små og ubetydelige i åndernes øjne. Så ånderne nægtede at dele ud af deres gaver. Selv om de havde mere end de nogensinde kunne bruge selv af lys, liv, vand og ild, så kunne de ikke få sig selv til at afstå selv den mindste smule til de der var mindre end dem selv.

Ravn var ikke enig med sine brødre, han havde flere gange forsøgt at overbevise de andre om at man kunne dele ud af gaverne, men ånderne ville ikke lytte til Ravn. I mellemtiden havde de andre ånder bygget en verden hvor de kunne gemme deres gaver, og nyde alle gaverne alene.

Ravn blev mere og mere fortørnet over åndernes grådighed, så til sidst sneg han sig ind i verden og stjal livet og skyndte sig at give det til de små lys, som hurtigt blev til de første mennesker. Men ånderne opdagede tyveriet og blev rasende. Månen rådede Ravn til at fortælle den ene ånd at det var den anden der havde gjort det og omvendt, så hurtigt opstod der skænderier ånderne imellem.

Men for hver løgn Ravn fortalte, blev hans hvide fjer gradvist mere og mere mørke indtil han var helt sort. Ravn havde altid været meget stolt af sin flotte hvide fjerpragt, og græd over tabet af sin skønhed. Månen grinte og kaldte Ravn forfængelig, fortalte Ravn at han prisen var lille i forhold til det han havde gjort.

Den store ånd der havde ejet livet ville have det tilbage. Han indledte en kamp mod menneskerne, og et for et tog han sit liv tilbage. Fra da af, kaldte menneskene den store ånd Døden. Endnu engang blev Ravn dog fortørnet og derfor gav han menneskene lægekunsten så de selv kunne kæmpe mod Døden.

I mellemtiden havde flere ånder fået interesse for menneskene og en krig brød ud mellem ånderne, med menneskene fanget i midten. Krigen rasede længe mellem ånderne, indtil en fred blev foreslået – Den store ånd skulle lade menneskene være, derimod skulle deres liv være til låns og skulle afleveres tilbage igen til den store ånd. Som straf for sit forræderi og svig, skulle det være Ravnen der havde ansvaret for at fragte de døde til den store ånd.

Både Ravnen og Døden var snu, så de forsøgte at få mere ud af aftalen – Ravn ville have lov til at sende sine børn i hans sted og Den store ånd krævede at Ravnen både skulle hente og bringe livet. Og sådan blev det og sådan gik det til at den første åndekrig fandt sin afslutning.

Æoner gik, men menneskerne havde stadig mange fjender blandt ånderne og mange angreb blev foretaget i det skjulte. Ånder modarbejdede mennesker på alle tænkelige måder – de gjorde dem sultne og tørstige, de gav dem sygdomme og gjorde vejret vanskeligt at udholde.

Men Ravn var ikke færdig med at hjælpe de små lys, hans børn fløj som budbringer mellem mennesker og åndernes verden. Han bragte hemmeligheder der havde været forbeholdt ånder, han gav viden om hvordan de skulle kunne klare sig igennem mørke og kulde, hvordan de skulle jage og hvordan de hele tiden kunne blive bedre til at modstå åndernes angreb.

Til sidst blev det for meget for solen, han mente at Ravn blandede sig for meget og var blevet skidtvigtig, så han brændte Ravns øjne ud, og således begyndte den anden åndekrig.

Men Ravn havde brug for sine øjne, ellers kunne han ikke finde vej. Døden, der med tiden havde lært at liv blev mere værd når det blev brugt, havde brug for Ravn til at holde kontakten til de levende. Han forbarmede sig derfor over Ravn og lærte ham hvordan han kunne tage synets gave fra de døde, således blev det at Ravn og alle hans børn, siden den dag har været nødt til at tage øjnene fra de døde, så de kan se til at opfylde deres hverv.

Men tiden havde været lang og menneskenes verden var sygnet hen i mørket under åndekrigen. Mange havde glemt de gaver Ravn havde lært dem, og mange havde glemt at lytte til Ravns stemme. De få mennesker der stadig forstod at lytte til Ravn havde mistet indflydelse, og var ligesom Ravn selv, henvist til skyggen.

I mellemtiden var menneskene begyndt at lytte til andre ånder, nogle der ville dem det godt, og nogle der ikke ville. Nok er Ravn ikke grådig, men Ravn vil have den ære og tak der er ham skyldig, så slut er de dage hvor Ravn giver gaver uden betaling.

Organisation

Sammen med Ypperstepræsten, Erik Vækkerbryn, har Arnulf forøget troens indflydelse. Hvor Erik er politikeren, der sidder på Ravnø og styrer troens organisering, er Arnulf kirkens sjæl, der aktivt arbejder på at omvende folk til troen.
En vigtig faktor, der hjælper Ravnens præster, i deres omvendelser, er det markante had der er til den gamle tro. Desuden er troen båret af at mange betydningsfulde jarler bekender sig til den.

En stor opgave for templets ledelse er at få samling på og organiseret de mange små ravnekulte i Rikervid. I Barland, Kasterlin og Stenbakke er der allerede opført store templer til Ravnen, med tilhørende Højpræster, der under Erik Vækkerbryns ledelse er med til at få samling i troen. Men længere ude, lever de små lokalsamfund med troen på deres egen måde, nogle steder anført af en præst, andre steder nøjes de med besøg af de vandrende degne, og langt ude i de uciviliserede egne, foregår tilbedelsen efter de lokales forgodtbefindende.

Ravnetroen forkyndes stort set eksklusivt af mænd. Kvinder er meget velagtede i troen, men det er alment anerkendt at det forbud præster har mod ægteskab, står i vejen for kvindernes behov for at føde børn, og genbefolke Rikervid.

Nogle af de helligste medlemmer af Ravnetroen, er dog Vølvernes orden, en gruppe af kvinder viede til troen, der kendes på de bind de bærer for øjnene. Vølverne er en gruppe af begrænset omfang, der er på et givent tidspunkt aldrig mere end 10 akolytter og 10 indviede.
For at blive indviet, skal en vølve ofre sit syn til Ravnen, og lægge sine øjne i visdommens kar, hvorfra en del af deres magt kommer. Et givent øje kan tages ud af Visdommens Kar og Placeres i en magisk lanterne kaldet Vølvens øje. Herfra kan Vølverne i fællesskab se, med sandhedens lys kastet over det bevidnede, et tiltag der dog kun anvendes sjældent. Når vølverne ikke tjener som sandhedsvidner, bruges deres tid på at vedligeholde Visdommens Kar.

Troen

Ravnen er gud for viden og hemmeligheder, for retfærdighed uanset prisen. Det er Ravn der har bragt lægekunsten til mennesket og hans børn der bringer livet til nyfødte, samt bringer de døde til dødsriget.

Druidernes fald og Ravnens dominans

De døde børn

For nogle år tilbage begyndte børnene at dø. Noget var galt. Der havde altid være dødfødte, selvfølig havde der det. Ikke alle var ment til at leve. Men da flere spædbørn døde end levede, viste alle at noget var galt. Man vendte sig til druiderne, desperate for hjælp.

Store ritualer blev afholdt. Kvæget blev ofret. Kvinder blev ledt ud i skoven af Spirekulten for at hjælpe det nye liv på vej, men intet hjalp. Uanset hvad druiderne gjorde døde flere og flere.

Til sidst slog kongen hånden i bordet og forlangte en løsning, en rejse til Dragen og en fornyelse af hendes livsblod måtte stoppe dette. En ekspedition med en af hver af druiderne, samt jarler og følge blev sendt afsted. Lige lidt hjalp det – de kom tomhændede hjem.

Druidernes fald

Det var ikke blot blandt borgerne at en uro bredte sig, selv blandt druiderne startede der rygterne om at der var noget helt galt – noget mørkt foregik. Dele af Spire- og Grokulten frygtede at mørket kom fra druiderne selv. Man måtte tage handling. Først forsøgte man at bekæmpe mørket inde i kulten, men Visnekulten var for stærk. I desperation gik man til Tinge og til sidst var der nogen der lyttede. Jarlernes krav om en forklaring, blev hånligt slået hen af Visnekulten. Blodet flød, og det var starten på Det Røde År og Hrafnirs jagt på druiderne.

Ravnens største modstander er den løgnagtige måne Cyra, gudinde for løgn og hemmeligheder. Hendes børn, formskifterne, er Ravnens værste fjender.

Ravnegudens indtog i Rikervid

Længe inden druidernes ondskab, havde Ravnen været tilbedt i Rikervid. Men Ravnen var blevet glemt og skubbet i baggrunden af andre guder. Ravnen ventede dog i kulisserne og plantede frø hos de der forstod at høre hans ord.

I starten var der tale om ravnekulte der var semi officielle i Hrafnir bevægelsen. Men efter kongen blev væltet og en hertug udråbt, tog ravnekultene mere og mere form af en organiseret tro. Der har været langt mellem ravnens akolytter og templer, men nu hvor et højtempel er under opførelse, på øen Ravnø, er det ved at ændre sig.

Jarl Arnulf der havde været i Aquilon og set hvordan de tilbad deres fremmede guder var, blandt de første til at høre Ravns kald. Ikke så snart var året blevet rødt, før Arnulfs sind var blevet fyldt med fjer og fortællinger om månens svigfuldhed. Hans indflydelse har ganske givet været med til at gøre ravnetroen så forskellig fra den gamle druidiske tro, som den er.