Rikervids historie

Rikervid er et rige, som mange andre med en lang historie. Fra Snorrefjeld i nord, over Høfnø og til Andarat i syd, skriver de enkelte lande og egne i riget hver deres historier.

Rikervids historie frem til 1214

Myten fortæller at før dag og nat begyndte deres evige dans fløj Dragen over vores hjem og da blødte hun moderblod på vores golde jord. Ud af blodet voksede skoven og dyrene, menneskene og elverne, ja alt liv blev skabt og en pagt blev lavet.

Pagten fornyedes hvert år på den koldeste og korteste dag for at minde os om hvor goldt der var før Dragen gav os liv. En ofring af blod og såsæd fra hvert et hjørne af landet, mindede os om Dragens pragt og vi gik endnu et år i møde med hendes velsignelse, man mødtes om vinteren til et stort rite, snittede lidt i armene på hinanden og brændte noget sæd gemt fra høsten. Så holdt man en stor fest, alle var glade og man fik endnu et godt år. Det havde bare været et lorte år efter sidste rite og nu fik folk dødfødte børn, ifølge druiderne var problemet at vores hellige horn, der efter sigende holdt Dragens blod, havde mistet sit mojo.

Druiderne var vores lands kontakt til denne gamle urkraft og de fungerede som landets præster. Mange støttede disse lidt mystiske folk, der oftest boede alene i skovene og holdt balance i naturens regnestykke. Det almindelige folk i landet kom sjældent i kontakt med disse druider og så dem kun til højtiderne, mens andre havde et meget tættere samarbejde med druiderne.

Druidernes organisation var generelt ukendt for de fleste, men det var ret sikkert at druiderne i løbet af deres karrierer udviklede sig i takt med livets cyklus spire-gro-ælde, nogle skiftede aspekt hurtigere end andre, alt efter personlighed. Hvert aspekt varetog en række specifikke rituelle funktioner i overensstemmelse med livets gang.

Rikervids nyere historie

Døde børn og dragenes fest 1214

I nogle år var mange børn døde. Noget var galt. Der havde altid være dødfødte, selvfølig havde der det. Ikke alle var ment til at leve. Men da flere spædbørn døde end levede, viste alle at noget var galt. Man vendte sig til druiderne, desperate for hjælp.

Store ritualer blev afholdt. Kvæget blev ofret. Kvinder blev ledt ud i skoven af Spirekulten for at hjælpe det nye liv på vej, men intet hjalp. Uanset hvad druiderne gjorde døde flere og flere.

Til sidst slog kongen hånden i bordet og forlangte en løsning, en rejse til Dragenes fest og en fornyelse af hendes livsblod måtte stoppe dette. En ekspedition med en af hver af druiderne, samt jarler og følge blev sendt afsted.

Det røde år 1215

Året hvor revolutionen brød ud, i den blodigste fejde riget nogensinde har set. Da Hrafnir samlede folket, druidernes onde magtgreb over Rikervid blev bekæmpet og en korrumperet konge blev væltet, i det “Ravnens år” 1215.

Utilfredsheden ulmede dog blandt jarlene der havde været med – mens de havde kæmpet hårdt på slagmarken, for den grønne drage, havde druiderne, i særdeleshed de ældste, udvist en mærkværdig modstand imod at deltage i de riter der skulle til for at genoplive hornet. Selv den yngste af druiderne havde bemærket modviljen blandt de ældre, noget var ikke som det skulle være. I stilhed konsoliderede jarlene deres magt, mens Jarlen af æbleøen med hjælp fra Jarl Ingolf og Jarl Ranald samlede støtter blandt folket, brugte Jarl Arnulf sin indflydelse ved hoffet, til at finde ud af hvad der var galt, det viste sig dog hurtigt at kongen var helt i druidernes magt.

Uden mulighed for at få kongens hjælp, måtte jarlene arbejde i skyggerne, de oprettede Hrafnir, en samling af de der havde set druidernes svig og magtbegær – beviserne var ikke specielt svære at finde, når man først begyndte at lede. I hundredevis af år havde druiderne været landets egentlige magtfaktor, landet var blevet ledet af en kreds af de ældste druider. Hvad deres plan med at lade folket uddø var, ved man ikke, men formodningen er at ældens druider havde fået overtaget.

Borgerkrigen kom og det blev grumt, de unge druider fik valget om at slutte sig til oprøret og fraskrive sig deres tro, eller at lide døden. Mange valgte døden men de få der slog sig til oprøret, blev de mest inkarnerede druide-jægere af alle. Kongen skulle egentlig ikke have været ofret i oprøret, men det blev en nødvendig konsekvens, druiderne brugte deres magt over kongen, til at mobilisere et forsvar, men jarlene var dog stadig for stærke, kongen og druiderne faldt.

Nu er krigen slut, der er stadig druider i skovene, men druide jægerne gør hvad de kan for at jage dem ned. Store dele af skoven er blevet ryddet, både for at fjerne druidernes gemmesteder, men også for at få tømmer til de krigsmaskiner man brugte til at vælte kongens fæstninger. En ny stor-Jarl blev valgt, Gudrun af Stenbakken er måske ikke en af oprørets stiftere, men netop derfor har det været lettere at finde støtter til ham fra alle sider. Tilbedelsen af dragemoderen foregår stadig, men det er blevet en meget privat ting, ikke noget med at andre skal fortælle dig hvordan det skal foregå, alle har et personligt forhold til deres guddom.

Læs mere om religionshistorie i Rikervid

Årene efter det røde år

I årene efter revolutionen så Rikervids folk imod fremtiden med fornyet håb. Slut var års pinsler og trængsler. Med håb og længsel kiggede bonden ud over hans marker, afventende på afgrødernes tilbagekommen, imens jægeren med øret mod jorden lyttede efter lyden af vildt i den friske skov. I byer og stader, store som små, hørtes glæde og sang. Livet og kærligheden blomstrede og Rikervids folk glædede sig over udsigten til igen at kunne høre barnegråd og latter i de engang tomme og mørke stuer.

Rikervids folk samlede sig bag Hrafnir. Det stod klart at det nu var deres opgave at samle og lede folket og riget mod en lysere og bedre fremtid. Og som et tegn fra guderne blev enkelte medlemmer af Hrafnir også i disse år flere gange hidkaldt af dragen. De blev hidkaldt og rejste til et fjernt rige langt væk fra Rikervid, kun for at vende hjem stærkere og visere end nogensinde før. Det ansås for en stor ære at blive hidkaldt, da det ikke var alle der hørte kaldet. Men de der gjorde fandt vejen og bar æren i hjertet velvidende at denne pilgrimsfærd, ville kunne gøre en forskel for Rikervid.

Bedst som Rikervid og dets folk var ved at rejse sig igen, ville guderne det anderledes. Ingen ved rigtig hvad der skete eller hvad der startede det. Historierne er allerede nu mange og forskellige fra egn til egn. Sømænd langs rigets kyster beretter om en tåge der nærmest sluger skibe helt, soldater fortæller om et mørke som ingen fakkel kan oplyse og en forbandelse ingen gud kan bryde. Usikkerhed og frygt vender hurtigt tilbage til folket. Godt nok blev druiderne væltet, men det er ikke længere siden end at folk stadig både husker det og stadig bærer ar på krop og sjæl. Frygten vender hurtigt tilbage til folket og uroen ulmer i riget. Mørket bringer overtro og forbandelser med sig, imens druide følgere dukker frem af skyggerne og spreder skræk og rædsel blandt folket. Et tidligere samlet Rikervid bliver hurtigt delt, da lande og egne hver især står overfor nye udfordringer og prøvelser.

Og alt imens er der stille. Ingen hører kaldet, ingen færd til dragernes rige. Er alt dette Ravnens vilje, eller er der andre større magter på spil?

Ravnens kalender skriver 1222, da velkendte stemmer kalder. Kalder til heltene, kalder til færden, kalder til Dragernes Fest. Hrafnir samles om kaldet og drager afsted for at samle folket og riget igen. Og med sig bringer de nyt om rigets og landenes tilstand. De forgangne to år, vil blive skrevet i bøgerne som “De to år uden somre”, hvor uro og usikkerhed herskede i riget, og hvor kaldet udeblev. Først nu er folket dog klar til at tage kampen op igen, og endnu engang vil det være med Hrafnir i forreste række.